Du kan skrive dit barn op til et dagtilbud, når barnet er født. Hvis du skriver barnet op, senest tre måneder efter det er født, beregner vi barnets anciennitet fra fødselsdatoen.
Du skal skrive barnet op via digital pladsanvisning
Plads i Glostrup Kommune
Ventelisten kan være lukket opskrivning for borgere med bopæl fra andre kommuner. Men hvis du flytter til Glostrup kommune, kan du altid få skrevet dit barn på venteliste en, hvis du sender dokumentation for tilflytning.
Dokumentation for tilflytning, kan være en underskrevet huslejekontrakt eller slutseddel i forbindelse med huskøb. Dit barn vil få anciennitet på ventelisten fra det tidspunkt, hvor Pladsanvisningen modtager en kopi af den underskrevne lejekontakt/købskontrak OG du har skrevet dit barn op digitalt.
Du skal ansøge via Digital Pladsanvisning
Hvis du beholder dagtilbudsplads i anden kommune
Du er velkommen til at lade dit barn blive gående i et dagtilbud i en anden kommune efter tilflytning til Glostrup Kommune. Vær opmærksom på, at taksten kan blive højere eller lavere efter tilflytning, da tilskuddet fra Glostrup Kommune kan være anderledes. Forældrebetalingen udregnes og opkræves af bopælskommunen – kontakt derfor denne for spørgsmål hertil.
Det er muligt at skrive dit barn på venteliste til en plads i en anden kommune, ved mindre kommunen har lukket for optag af borgere fra andre kommuner.
På https://ventelistelukning.dk, er det altid muligt at få overblik over hvilke kommuner, som har lukket for tilgangen til deres venteliste for udenbys borgere. Her kan du også se om ventelisterne til en plads i Glostrup er lukkede.
Er ventelisten lukket, vil du ikke kunne skrive dit barn op til en daginstitutionsplads i den berørte aldersgruppe, hvis dit barn har bopæl i en anden kommune og I ikke har planer om tilflytning. Står dit barn allerede på ventelisten til en daginstitutionsplads i aldersgruppen vil du fortsat kunne få plads til dit barn.
Det er ikke muligt at få pasningsgaranti, hvis du ikke har bopæl i Glostrup Kommune. Du vil derfor ikke kunne få plads på baggrund af en garantidato, men kun på baggrund af ventelisteanciennitet.
Vær opmærksom på, at taksten kan være højere eller lavere end taksten som står på vores hjemmeside, da tilskuddet fra din hjemkommune til dagtilbudspladsen kan være anderledes end i Glostrup. Forældrebetalingen udregnes og opkræves af bopælskommunen – kontakt derfor denne for spørgsmål hertil.
Ved ansøgning skal forældrene vælge om de ønsker pasningsgaranti eller ej:
Pasningsgarantien anses for opfyldt, når barnet har fået tilbudt et alderssvarende dagtilbud i en daginstitution eller dagpleje. Pasningsgarantien gælder en alderssvarende dagtilbudsplads i hele kommunen. Garanti for at barnet kan få pasning i en bestemt institutionsafdeling/dagpleje, som forældrene ønsker, er ikke en del af pasningsgarantien.
Vær opmærksom på at pasningsgarantien kun omfatter børn med bopæl i Glostrup Kommune. Har dit barn bopæl i anden kommune, vil du kun blive tilbudt plads på baggrund af ventelisteanciennitet.
Ved ansøgning om en dagtilbudsplads skal der angives en behovsdato. Behovsdatoen angiver den dato, hvorfra der er behov for at få passet barnet. Det er muligt at angive behov pr. 1. eller 16. i måneden. Du vil som udgangspunkt ikke modtage pladstilbud med start før dit barns behovsdato. Ændringer i behovsdatoen skal meddeles digitalt til Pladsanvisningen. Det er altid muligt at ændre behovsdatoen til en senere dato. Hvis garantidatoen lå inden behovsdatoen rykkes garantidatoen til den nye senere behovsdato.
Hvis dagtilbuddet skal tage særligt hensyn til et barn på grund af sygdom eller lignende, skal du sende lægelig eller anden dokumentation. Hvis du har dokumentationen, vil vi gerne have den, når barnet bliver skrevet op - og ellers må du sende den til os, når den foreligger.
Pasningsgarantien gælder et alderssvarende dagtilbudsplads i hele kommunen. Pladsanvisningen forsøger først at tilbyde barnet plads i den ønskede førsteprioritet og dernæst i den ønskede andenprioritet. Visitationen sker af Pladsanvisningen til dagtilbudsafdeling eller dagplejer. Det er afdelingslederen i daginstitutionen, der fordeler børn på afdelingens stuer eller børnegrupper. Selvom en daginstitutionsafdeling eller en dagplejer har ledige pladser, er den første på ventelisten med højest anciennitet ikke garanteret en plads i dagtilbuddet. Det skyldes, at Pladsanvisningen ved visitationen skal tage hensyn til flere kriterier, end ventelisten, ved fordeling af pladser.
Tildeling af plads i dagpleje og integrerede institutioner sker som hovedregel efter behovsdato og opskrivningstidspunktet (anciennitet). Som udgangspunkt bliver den ledige plads tilbudt det barn, der har et aktuelt behov og har stået længst tid på venteliste. I institutioner eller afdelinger, som har en højere andel af børn med andet modersmål end dansk end det kommunale gennemsnit, optages der kun børn med dansk som modersmål.
Ovenstående anciennitetsprincip og modersmålsloft kan fraviges i følgende tilfælde i prioriteret rækkefølge:
Du vil modtage et digitalt brev fra Pladsanvisningen med tilbud om plads. Senest fem hverdage efter du har fået brevet, skal du svare på, om du er interesseret i pladsen eller ej. Det gør du ved at logge ind med NemID på Pladsanvisning-online. Hvis Pladsanvisningen ikke modtager et svar inden fristens udløb, betragter vi det som om du har afslået tilbuddet. Pladsen vil derfor blive tilbudt et andet barn.
Tilbud om plads fremsendes digitalt til forældrene. Accept eller afslag skal gives senest 5 hverdage fra modtagelsen af tilbuddet. Modtager Pladsanvisningen ikke svar inden fristens udløb, betragtes tilbuddet som afslået, og pladsen kan blive tilbudt et andet barn. Har pladsanvisningen givet to pladstilbud uden at modtage svar, slettes ansøgningen. Ved accept af en plads slettes barnet af venteliste til andre aldersrelevante dagtilbud. Det er muligt for forældrene fortsat at være opskrevet til overflytning til andet dagtilbud, hvis dette meddeles Pladsanvisningen samtidig med accepten af den tilbudte plads.
Forældre kan vælge at afslå tilbud om plads i dagtilbud, men frasiger dermed også deres barn pasningsgarantien og en garantidato. Barnet vil desuden ikke få tilbudt plads samme sted som tilbuddet afslås, uden en ny opskrivning af barnet. Barnet beholder dog ancienniteten og vil stadig få tilbudt pladser på baggrund af forældrenes øvrige ønsker. Ønsker forældrene en ny garantidato, skal barnet genopskrives og vil derfor også få ny anciennitet fra datoen for genopskrivningen. Forældre skal selv tilkendegive, at deres barn skal genopskrives. Vælger forældre at udskyde behovsdatoen, efter de har fået tilbudt plads, beholder barnet sin anciennitet, men får en ny garantidato 3 måneder fra dags dato.
Dit barns nummer på ventelisten afspejler den aktuelle prioritering blandt de børn, som står på venteliste til samme tilbud. Skriver du dit barn op inden dit barn er fyldt 3 måneder, vil dit barn få anciennitet fra den dato dit barns fødselsdag.
For børn, der skrives op efter de er fyldt tre måneder, beregnes ancienniteten fra henvendelsesdatoen.
Ventelistenummeret afspejler dit barns nuværende prioritering på ventelisten til den enkelte institution eller afdeling. Optager institutionen/afdelingen både vuggestue- og børnehavebørn, er der både en venteliste til vuggestue pladser og en venteliste til børnehavepladser. Ændre du dit barns behovsdato så dit barn ved optag i stedet er børnehavebarn, vil der blive beregnet et nyt ventelistenummer på denne baggrund.
Ventelistenummeret er et øjebliksbillede, som kan ændre sig flere situationer både op og ned. Når et barn fra listen får tildelt plads, vil de efterfølgende børn blive rykket op. Til gengæld kan du opleve at dit barn får et højere ventelistenummer, hvis der skrives et nyt barn på ventelisten, som har søskende i daginstitutionen, eller som har særlige behov der kræver en akut plads.
Du kan ikke være sikker på at dit barn vil få den næste ledige plads, selv om dit barn står øverst på ventelisten.
Der er nemlig flere situationer, hvor Pladsanvisningen kan være nødt til at bryde med ventelistens anciennitetsprincip. Du kan se den fulde liste over situationer, hvor ventelisten kan fraviges under overskriften "Tildeling af plads" ovenfor. Dette betyder også at du kan opleve at dit barn både rykker op, ned eller står stille i en periode.
Ja, for det er ikke sikkert at de andre på ventelisten har et aktuelt behov. Når pladsanvisningen skal tildele en ledig plads, sker det som udgangspunkt til det barn, der har et aktuelt behov, og som har den længste anciennitet. Hvis de første på listen ikke har behov på det tidspunkt pladsen er ledig på, går pladsen til de næste på ventelisten som har et aktuelt behov.
Pladsanvisningen oplever desuden ofte at pladstilbud enten ikke besvares eller afslås, når pladstilbud fremsendes. Herefter tilbydes pladsen til den næste på ventelisten med et aktuelt behov.
Alt dette er med til at gøre det vanskelige for Pladsanvisningen at oplyse forældre om hvornår de kan forvente at få plads til deres barn.
Familier med et arbejdsbetinget behov for udvidet åbningstid kan ansøge pladsanvisningen om, at få forrang til kommunens institution med udvidet åbningstid. For at få forrang skal begge samboende forældre, eller en enlig forælder, have et dokumenteret arbejdsbetinget behov for udvidet åbningstid. Som dokumentation fremsendes arbejdstidsskema eller erklæring fra leder om forælderens arbejdstid. Godkendes ansøgning vil der blive givet forrang efter kriterierne for tildeling af pladser. Ansøgningen sendes til pladsanvisning@glostrup.dk
Dagtilbuddenes sprogstimuleringsmiljøer kan blive udfordret, hvis der er for høj en andel af børn med særlige sprogstimuleringsbehov, fx på baggrund af mange børn med andet modersmål end dansk.
Derfor vurderes dagtilbuddenes sprogstimuleringsmiljøer jævnligt på baggrund af bl.a. de sprogvurderingsredskaber dagtilbuddene løbende benytter. Vurderes miljøet i et dagtilbud at være udfordret, kan der i en periode lukkes for optaget af børn med særlige sprogstimuleringsbehov, fx på baggrund af andet modersmål end dansk.
Vurderingen af det enkelte barn i forbindelse med opskrivning til en dagtilbudsplads vil primært være begrundet i forældrenes egen oplysning af barnets modersmål, men kan kombineres med anden relevant information.
Dit barns modersmål, er det første sprog dit barn lærte. Det vil derfor typisk også være det sprog dit barn taler bedst.
Der skelnes ikke mellem hvilket andet modersmål dit barn har, blot om modersmålet er dansk eller ej.
Vi er opmærksomme på, at det ikke er alle børn med andet modersmål end dansk, som har sproglige udfordringer, og vi beklager hvis de nye regler begrænser dit valg af dagtilbud til dit barn. Vi håber dog på at reglerne kan være med til at sikre gode og stimulerende sprogmiljøer i alle institutioner - til alle børn.
Har du ikke oplyst dit barns modersmål, har du mulighed for at oplyse dette ved at gå ind på digital pladsanvisning og logge ind med dit MitID.
I Glostrup Kommune anses børn som børnehavebørn fra den 1. i den måned barnet fylder 2 år og 10 måneder.
Det er dog muligt at søge om udsættelse af børnehavealderen til den 1. i den måned barnet fylder 3 år, hvis forældre og dagtilbud er enige herom. Dagtilbuddet skal i ansøgningen angive en faglig begrundelse for at barnet børn børnehaveudsættes. Kontakt dit dagtilbud for hjælp til ansøgningen.
Anssøgningen skal sendes til Center for Børn, Unge og Familier inden for følgende frister:
- den 1. i den måned barnet fylder 2 år og 8 måneder, hvis barnet går i vuggestue
- den 1. i den måned barnet fylder 2 år og 6 måneder, hvis barnet går i dagpleje.
Børn i dagpleje overflyttes til en børnehaveplads fra den måned barnet fylder 2 år og 10 måneder. Ved opskrivning til dagplejer skal der samtidig afgives ønsker til børnehaveplads. Barnet vil derved stå på ventelister til de ønskede daginstitutionsafdelinger med henblik på en børnehaveplads.
Et barn, der går i en integreret daginstitution, overføres automatisk til en børnehaveplads i samme daginstitution. Det er institutionslederen, der afgør, hvornår børnene flyttes fra en børnegruppe til en anden. Børn som flyttes fra vuggestuegruppe til en børnehavegruppe før barnet er 2 år og 10 måneder, har fortsat krav på fuld forplejning uanset om børnehaven har madordning.
Selvom et barn får vuggestueplads i en institutionsafdeling, som også har børnehavepladser, er barnet kun sikret børnehaveplads i institution – ikke i den enkelt institutionsafdeling. Institutionslederens kan fx vælge at sammensætte børnehavegrupperne med børn fra alle institutionens afdelinger. Det kan derfor være nødvendigt at en børnegruppe skifter afdeling, i forbindelse med at de overgår til børnehave.
Har du fundet plads til dit barn i et privat dagtilbud, skal du være opmærksom på at få meldt din barn ud af det kommunale dagtilbud. Dette skal ske med mindst en måneds varsel til den 1. eller 15. i måneden.
Du skal melde dit barn ud digitalt via digital pladsanvisning
Du skal være opmærksom på, at det kun er den forælder, som står tilknyttet som betaler, der kan logge ind med MitID.
Hvis forældre ikke har fået en af de to ønskede pladser til deres barn, kan barnet fortsat stå på venteliste til to daginstitutionsafdelinger/dagplejere, hvis Pladsanvisningen informeres herom ved accepten af pladstilbuddet. Der kan dog tidligst tilbydes plads i ny daginstitution 4 måneder efter indmeldelsesdato, ved mindre barnet har søskende i den ønskede daginstitution. Efter en overflytning slettes barnet automatisk fra øvrige ventelister. Ønsker forældre overflytning af et barn af andre årsager på et senere tidspunkt end ved accepten af pladstilbuddet, skal ny pladsansøgning udarbejdes.
Hvis du er utilfreds med dagtilbuddet, skal du tale med dagplejeren eller pædagogerne, som tager sig af dit barn i hverdagen. Hvis det drejer sig om mere overordnede forhold i dagtilbuddet, skal du tale med lederen og eventuelt bringe det videre til forældrebestyrelsen.
Hvis du for eksempel vil klage over det arbejde, som det pædagogiske personale i dit barns dagtilbud udfører, eller du vil klage over serviceniveauet i kommunen, skal du klage til Center for Børn, Unge og Familier.
Ved fraflytning fra kommunen skal det meddeles digitalt til Pladsanvisningen. Ved fraflytning fra kommunen og optagelse i dagtilbud i anden kommune skal forældre selv udmelde barnet af dagtilbud i Glostrup Kommune (jf. afsnit 4 om udmeldelse).
Flytter en familie fra Glostrup Kommune til en anden kommune, har familiens barn ret til at bevare sin plads i det dagtilbud, som barnet er optaget i. Dette gælder ikke ved overgang til andre dagtilbud. Et barn i dagpleje har ret til at blive gående indtil børnehavealderen. Et barn indskrevet i en integreret daginstitution har ret til at blive i dette tilbud indtil skolestart.
Hvis et barn ønskes udmeldt, skal det ske digitalt til Pladsanvisningen med mindst en måneds varsel til den 15. i måneden eller til den sidste dag i måneden. Udmeldelsen skal foretages digitalt. Ved dagtilbudsskift internt i kommunen udmeldes barnet automatisk, når forældrene har accepteret et andet dagtilbud.
Udmeldelse kan kun ske via digital pladsanvisning - du kan derfor ikke melde dit barn ud ved at henvende dig i dagtilbuddet eller ved at udfylde et skema.
Skal barnet starte i skole, skal Pladsanvisningen kontaktes med henblik på udmeldelse i forbindelse med skolestart. Der vil kun ske automatisk udmeldelse, hvis barnet overgår til SFO i Glostrup Kommune.
Børn, der midlertidigt tages ud af et dagtilbud på grund af f.eks. sygdom eller barnets optagelse i en specialgruppe, er garanteret en plads i samme afdeling eller dagpleje, når forældrene igen ønsker det ved først ledige plads i dagtilbuddet. Forældre skal rette henvendelse til Pladsanvisningen i sådanne situationer.
Hvis et barn ikke har gjort brug af sin dagtilbudsplads i mere end 6 uger og ikke forudgående har varslet herom, skal dagtilbuddet tage kontakt til barnets forældre. Kan familien ikke kontaktes, har dagtilbuddet pligt til at underrette pladsanvisningen senest to måneder efter barnet sidst er set. Når Pladsanvisningen modtager underretningen, skal vi partshøre familien, jf. forvaltningsloven.
Hvis Pladsanvisningen ikke bliver kontaktet af forældrene inden for høringsfristen, anses det som en tilkendegivelse af, at familien ikke vil gøre brug af pladsen. Barnet udmeldes derfor fra den dato, hvor høringsfristen udløber og pladsen kan gives til et andet barn. Bliver dagtilbud eller Pladsanvisning bekendt med, at barnet har flyttet bopæl til et andet land udmeldes barnet fra dags dato. Udmeldelse som følge af ubenyttet plads anses som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og forvaltningslovens regler skal derfor overholdes.
Pladsanvisningen
Mandag-fredag 9.00 - 11.30
Onsdag- lukket