Lån elcykel og æblepresse
Er du træt af bilkøer og parkeringsbøvl men savner medvind på cykelstien? Eller drømmer du om, at lave æblemost til dig selv og din familie? Glostrup Kommune har fire elcykler og en æblepresse, som vi låner ud til kommunens borgere.
Lån æblepresse
Har du et æbletræ, der hvert år får flere æbler, end du når at spise? Har du tænkt på at lave æblemost i stedet for at lade æblerne falde af træet og rådne? Smagen af friskpresset æblemost er uovertruffen. Lån Grøn Guides æblepresse og lav selv den skønneste æblemost til dig selv, din familie og venner!
Borgere og institutioner kan låne
Grøn Guide har købt en æblepresse og en æblemølle som vi udlåner til alle i Glostrup, der har æbler i overskud. Lav æblemost med børnene på din skole eller institution. Eller slå dig sammen med dine naboer og bland jeres æbler – det gør blot smagen endnu bedre.
Lån æblepressen i tre dage
Skriv til Grøn Guide og book æblepressen. Oplys navn og adresse og angiv nogle bud på datoer, hvor du gerne vil låne æblepressen. Du kan låne æblepressen fra fredag-mandag, mandag-onsdag eller onsdag-fredag. Hent den mellem kl. 12 og 18 på Glostrup Genbrugsstation på Paul Bergsøesvej 39 og aflever den rengjort samme sted senest kl. 12 på afleveringsdagen. Æblepressen er 1 meter høj og har en diameter på 80 cm. Det kræver derfor en trailer eller stationcar at transportere den.
Opskrift på æblemost
Lav din egen økologiske æblemost Skær de friske æbler ud i 2 - 4 dele. Lad stilk og kernehus være, men skær råd og orme fra før du hælder æblestykkerne i møllen. Møllen er nærmest en stor persillehakker, der findeler æblerne. Pres herefter saften ud af massen, og vupti har du dejlig velsmagende æblemost. Du kan fint presse skurvede æbler eller nedfaldsæbler. Mosten kan holde sig et par dage i køleskabet. Saften kan også fryses ned, så du i den mørke tid kan få et skud vitaminer og nyde smagen af sommer.
Lån en elcykel
Book via biblioteket
- Sort unisexmodel (citybike): centermotor, 400 Wh batteri med en rækkevidde på 60-80 km, 7 indvendige gear, fodbremse, rullebremser, integreret lys og bagagebærer.
- Sort bedstemormodel: oprejst køreposition, centermotor, 418 Wh batteri med en rækkevidde på op til 140 km, 7 indvendige gear, fodbremse, integreret lys, bagagebærer, kurv og en praktisk styrlås, så cyklen kan stå selv også med vægt i kurven.
- Turkis bedstemormodel 1: oprejst køreposition, sadelaffjedring, justerbar frempind (gør det nemt at tilpasse køreposition og indstille både højde og afstand fra sadel til styr), forhjulsmotor, 7 indvendige gear og hydrauliske skivebremser samt kurv og styrlås
- Turkis bedstemormodel 2: oprejst køreposition, sadelaffjedring, justerbar frempind (gør det nemt at tilpasse køreposition og indstille både højde og afstand fra sadel til styr), forhjulsmotor, 7 indvendige gear og hydrauliske skivebremser samt kurv og styrlås
Betingelser
- bor i Glostrup Kommune
- er daglig bilist
- har mere end 5 km til arbejde/uddannelse
- ikke tidligere har lånt en elcykel