Projektet har haft to offentlige høringer. Begge gennemført af Transportministeriet (nu Transport- og Bygningsministeriet)
Den første var høringen i marts 2013 af forudsætningerne for anlægget (Udredningen). I høringsmaterialet blev den principielle linjeføring præsenteret, og de samfundsøkonomiske forudsætninger for anlægget blev gennemgået.
Udredningen er grundlag for Lov om projektering og gennemførelse af VVM for letbaneanlægget fra 2014. Det var Transportministeriet, der udarbejdede udredningen, gennemførte høringen og forberedte lovforslaget. Som en del af lovforslaget blev interessentskabet ”Letbane Ring3 I/S” (det nuværende Hovedstadens Letbane I/S) skabt. Læs Høringsmaterialet og Hvidbog (gennemgang af høringssvar). Der blev i forbindelse med høringen af Udredningen afholdt borgermøder i de enkelte kommuner langs Ring3. I Glostrup blev der afholdt borgermøde på biblioteket.
Den anden høring var VVM-høringen i maj 2015. VVM-høringen er baseret på den meget omfattende VVM-redegørelse, der gennemgår de miljømæssige konsekvenser af et letbaneanlæg langs Ring3. Som en række temaer beskriver VVM-redegørelsen den værste miljøpåvirkning, der kan tænkes fra en letbane - både i anlægsfasen og i driftsfasen. VVM-redegørelsen kan ses på siden VVM Letbanen.